HBH-Art

Atelier HBH-Art sælger kunst direkte fra kunstneren Helle Borg Hansen uden fordyrende mellemled. Det er oliemalerier af høj kvalitet - malet med rene pigmenter og linolie samt bronze og keramik-skulpturer. Motiverne er hovedsagelig flamencodansere med energi og bevægelse og vilde dyr, hvor fokus er på øjnene, der for det meste kigger direkte på dig. Kunstneren siger således om sig selv: Kreativitet, farver og det billedlige udtryk har været en naturlig del af mig det meste af mit liv. Det førte frem til, at jeg efter en del tilløb besluttede at gå all in som professionel kunstner for ca. 12 år siden. Der kom det meste til at dreje sig om maleteknik, materialer og om at sortere i indtryk, som jeg ville omsætte til malerier. Det er bl.a. blevet til oliemalerier, hvor jeg starter som håndværker med at banke blindrammer sammen, spænde lærred op og fremstille mine farver af rene farvepigmenter og linolie. Så har jeg det bedste grundlag til, at kunstneren i mig kan udfolde sig med malerier, der er en blanding af abstrakt og figurativt. Først maler jeg fuldstændig frit, hvor farverne helt har overtaget. Derefter lægger jeg motiverne oven på. Det kan være vilde dyr, hvor der sker noget magisk, så snart jeg har malet den første ansats til øjnene. Så begynder de at kigge på mig og nærmest kræve, at jeg vækker dem til live, og nogle gange virker det lidt som om, jeg ikke er alene om at male billedet. Flamencodansere er også et af mine meget brugte motiver. De udspringer fra mig selv som danser, og mens jeg maler, går jeg nærmest ind i danserne og maler dem indefra. Også her, når jeg har sat de første streger, kan jeg se dem bevæge sig, og så er det bare om at holde trit med penslen. Foruden at male har jeg heller ikke kunnet nære mig for at eksperimentere med modellering. At arbejde med ler eller voks og få danserne og dyrene til at komme frem under mine hænder, er en fantastisk proces. Voksmodellerne støber jeg i bronze, og leret bliver brændt. Da det også skal glaseres, så har jeg mulighed for at lege med farverne her også. Mit liv som udøvende billedkunstner er et stadigt samspil med farver og former, hvor udtrykket kan udvikle sig i det uendelige. De foreløbige resultater kan opleves på min udstilling her i kunstforeningen. Og ellers se mere på min hjemmeside HBH-Art.dk